Nedenstående vises youtube-links til tidløse musikforedrag, ofte ‘live’ samt i koncertform. 
Eller til relevante portrætter i sammenhæng med de emner, der i øvrigt belyses via denne website. 
Det vil dermed blive en broget malstrøm, men altid exceptionelle/spændende musikindslag/billeder.

1.

Duke Ellington, live København 23.1.1967Ellington, John Lamb, Rufus Jones
Mesteren – den evigt unikt skabende.
Er det mon Henrik W-I & PerMH, der rettidigt har forundt os denne overjordiske udgave?
https://www.youtube.com/watch?v=RFUSD23ZXEw

2.

Gerry Mulligan koncert “Live at Eric” 1981
Mulligan, Harold Danko, Frank Luther, Billy Hart
Få har udtrykt sig så eviggyldigt vedkommende og komponeret så bevægende som GM.
En formidabel musiker, instrumentalist, komponist, leder, organisator – ja, en gigant.
https://www.youtube.com/watch?v=JfOh3QlDxdE&list=RDJfOh3QlDxdE&index=1

3.

Leo Mathisen prøveoptagelse “Gi’ ham trompeten”, Nordisk Film, Valby, 7. august og 8. september, 1942 Leo Mathisen, pno/voc. Erik Parker, tpt/voc. Freddy Albeck, speech. Ole Berggreen, speech/dir. Filmprojektet blev opgivet pga krigstidens politiske forhold.
https://www.danskkulturarv.dk/dr/leo-mathiesen-pr%C3%B8vefilm-1942/

4.

JAZZ AT THE PHILHARMONIC, ‘Concertgebouw’, Amsterdam, 5. maj 1957 Norman Granz, Oscar Peterson, Herb Ellis, Ray Brown, Jo Jones, Roy Eldridge, Stuff Smith, Don Abney, Ella Fitzgerald.
Ak, de glade tider, hvor man flere gange om året var til koncert med de amerikanske ikoner, der selv havde skabt musikken!
https://www.youtube.com/watch?v=fxhxLub53uc

5.

Tony Bennett, ‘Songs for the Jet Set’, Chicago, 11. marts, 1965 Bennett, vcl. Joe Marsala, clt. Bobby Hackett, ukulele. Gaylor, sbs. Exiner, dms. 
Når man her hører, hvor udsøgt Hackett harmoniserer, er det ikke noget under, at han på hornet elegant og melodisk kommer helt ud i alle harmonihjørner.
I øvrigt var Bobby Hackett en stor beundrer af Finn Otto Hansen.
https://www.youtube.com/watch?v=oG3M3AMsOaU

6.

Benny Goodman & His Orchestra
Fra en Big Broadcast-film ca. 1937, formentlig optaget  c. august 1936. Antagelig Benny Goodman, Sterling Bose, Pee Wee Irwin, Chris Griffin, Red Ballard, Murray McEachern, Hymie Schertzer, Billy DePew, Dick Clark, Arthur Rollini, Vido Musso, Jess Stacy, Allan Reuss,  Harry Goodman, Gene Krupa. Jimmy Mundy, arr.
https://www.youtube.com/watch?v=ujRmfdX0-p4

7.

Benny Goodman & His Orchestra
En vinterkold søndag aften, New York, den 16. januar 1938.
Den originale første Sol Hurok Carnegie Hall Swing Concer
Aftenens indledende numme
Benny Goodman, Harry James, Ziggy Elman, Gordon Griffin Red Ballard, Vernon Brown, Hymie Schertzer, George Koenig, Babe Russin, Arthur Rollini, Jess Stacy, Allan Reuss, Harry Goodman, Gene Krupa. Edgar Sampson, arr.
https://www.youtube.com/watch?v=Ag7dgkaWmVo

8.

Benny Goodman & His Orchestra
En vinterkold søndag aften, New York, den 16. januar 1938
Den originale første Sol Hurok Carnegie Hall Swing Concert
Aftenens næsten afsluttende nummer
Benny Goodman, Harry James, Ziggy Elman, Gordon Griffin, Red Ballard, Vernon Brown, Hymie chertzer, George Koenig, Babe Russin, Arthur Rollini, Jess Stacy, Allan Reuss, Harry Goodman, Gene Krupa. Jimmy Mundy, arr.
https://www.youtube.com/watch?v=zQ_C9aOKJ-8

9.

Dexter Gordon
Teit Jørgensens mesterlige dokumentar om Dexter Gordonsen i København og ‘Montmartre’ 1971
Desværre er det kun de første 10 minutter af hele filmen, der ligger officielt på nettet – forhåbentlig bliver resten tilgængelig igen.
“Those were the days, my friend, we thought they would never end”  –  ak ja, men tænk alligevel,
hvad man har fået lov til at opleve.
Dexter Gordon, Kenny Drew, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Makaya Ntshoko.
Og Flip Film Production havde naturligvis Bent ‘Bibo’ og Elith ‘Nulle’ Nykjær Jørgensen med i teknikken.
https://www.youtube.com/watch?v=eZE2ZZ79Yos

10.

Dexter Gordon
Som erstatning for den manglende Teit Jørgensen filmstrimmel hermed en TV-optagelse af koncert på Magleås Højskole, Høsterkøb den 5. august 1967.
Man skimter en henført lyttende Jesper Nehammer, der allerede fik mulighed for at spille sammen med Dexter 5 år senere.
Dexter Gordon, Kenny Drew, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Albert ‘Tootie’ Heath
https://www.youtube.com/watch?v=31jT7rEYKVw&t=177s

11.

Count Basie Sextet + Charlie Christian & Benny Goodman, New York den 28. oktober 1940.
En magisk jam session – ifølge legenden en prøve forud for et enkeltstående job i BG regi.
Pga en ryg-operation havde Goodman på dette tidspunkt ikke eget orkester, hvorfor han hyrede Basie-folk til det særlige engagement. Et usædvanligt musikalsk højdepunkt med nyt repertoire.
Buck Clayton, Lester Young, Benny Goodman, Count Basie, Charlie Christian, Freddie Green, Walter Page og Jo Jones. 
https://www.youtube.com/watch?v=LXzbd4x_5gE

12.

Billedmaterialet indikerer samme session som ovenfor. Men næppe sandsynligt.
Måske en Martin Block Radio Show jam session af ukendt dato – “That tenor sax is Lester, yes Sir!”
Da man skulle beskrive naturen af Blocks arbejde, det første af sin art, opstod betegnelsen ‘disc jockey’.
Og Young, wow, han skaber et mesterværk af en solo.
Hans solo i samme nummer ved Carnegie Hall koncerten 23. december 1938 er et tilsvarende lydmonument.
https://www.youtube.com/watch?v=X-WLOL2L3SU

13.

James P. Johnson’s Blue Note Jazzmen, New York 4. marts 1944.
Da vi nu er i gang med After You’ve Gone (jvf. eks. 12), må man næsten have denne råswingende udgave med. James P. var allerede ramt af sygdom, men spiller alligevel strålende og har samlet en formidabel septet. Wow!
Sidney de Paris, Vic Dickenson, Ben Webster, James P. Johnson, Jimmy Shirley, John Simmons og Sidney Catlett.
https://www.youtube.com/watch?v=hnzPUO193m0

14.

Dette er Roy Eldridge’s faste gruppe fra The Three Deuces Club – og det kan man høre. Chicago 23. januar 1937.
Vel, After You’ve Gone endnu engang, i et festfyrværkeri uden lige, så tæt sammenspillet som overhovedet muligt.
Hele bandet er bogstaveligt talt “right up Joe’s ass” med den allestedsnærværende New Orleans ræv Zutty Singleton som usvigelig indpisker. Break-markeringerne, wham kapow – det er her, beatet ligger, gutter – afsted! En formidabel melodi-præsentation. Og enhver anden ville have lænet sig velbehageligt tilbage efter første soloindsats. Men ikke Roy, nej, den får bare en spand kul mere. Embouchure-sværvægt, hør bare sidste break. Dynamite Live!
Scoops Carey har arrangeret optimalt, så der er opildnende skud-support fra hoften uafbrudt.
Roy Eldridge, Scoops Carey, Joe Eldridge, Dave Young, Teddy Cole, John Collins, Truck Parham, Zutty Singleton, Glady Palmer.
https://www.youtube.com/watch?v=dcQ2tNELQuc

15. 

Bengt Hallbergs Kvartet. Berwaldhallen, Stockholm den 23. maj, 1992.
Anledningen var overrækkelse af den første Polar Music Prize til prisvinderen Paul McCartney (der ikke kom til stede).
‘Oslagbart’, javist – burde man dermed ikke nærmere have belønnet denne elegante og sejt swingende kvartet? Alene det at spille dér – med Sveriges Symfoniorkester i ryggen og kongefamilien i frontalt fremmøde?
Giganterne Sven Arne Domnérus, Bengt Hallberg, Rune Urban Gustafsson og Georg Martin Ludvig Riedel
https://www.youtube.com/watch?v=MVIWi1g1TnY

16.

Arne Domnérus’ Orkester, ‘Matsalen’, Castle Hotell, Stockholm 25. maj 1994
Velspillet jazzvellyd med den særlige svenske udgave af skandinavisk toneklang.
Produceren søgte bevidst tilbage  – de fleste musikere havde være med i 1950’erne.
Det skulle være 1950’er musik, det skulle være enkel 1950’er teknik – 2 mikrofoner i alt!
Hans Dyvik, Arne Domnérus, Bengt Öslöf, Bernt Eklund, Kjell Öhman, Rune Gustafsson,
Jörgen Smeby og Martin Lövgren. Georg Riedel, arr.
https://www.youtube.com/watch?v=0ztcLJBYepU

17.

Lionel Hampton og hans Orkester. New York, den 30. oktober 1939.
Da det nu snart er den tid på året, er denne titel “Gin for Christmas” højaktuel – en rigtig julesang.
Hør Ziggy Elman i vildt julehumør i de sidste 2-3 kor. Og de andre gavmilde julenisser er:
Ziggy Elman, Toots Mondello, Ben Webster, Jerry Jerome, Clyde Hart, Al Casey, Artie Bernstein og Lionel Hampton
https://www.youtube.com/watch?v=A3HG9-EJWWU

18.

Terry-Brookmeyer Quintet. New York, den 24. november 1964.
Hermed er det nok adventspassende at slutte årets program med en højtidshymne, skrevet af Charlie Parker.
På højde med et blåst – blæst af en fremragende og højtflyvende mainstream-gruppe:
Clark Terry, Bob Brookmeyer, Roger Kellaway, Bill Crow og Dave Bailey. 
https://www.youtube.com/watch?v=cbqo9xNXUjw

19.

Coleman Hawkins and Harry Edison Quintet, BBC “Jazz 625”, Wembley Town Hall, London, 2. oktober 1964
Steve Race mc; dele af hans (lidt for personlige) intro-musiker-præsentation er skåret væk i denne farvelagte udgave, der til gengæld synes komplet rent musikalsk set. Der ligger billed-/lydmæssigt bedre udgaver af enkeltnumre i sort/hvid på Google.
Idet Race (oprindeligt) præsenterer Sir Charles, nævner han i forbifarten, at Thompson er den eneste adelige blandt musikerne. Da den glimrende svenske altsaxofonist Amanda Sedgwick i 2022 turnerede i Danmark sammen med Jesper Thilo, fortalte hun nogenlunde den samme historie – at man kunne forestille sig, at Sir Charles måske var ophøjet af en europæisk fyrste ved en særlig markant anledning…
Men den rigtige historie er: Da Count Basie røg til tops i anden halvdel af 1930erne, var der altid en programvært, discjockey, journalist eller anmelder, der ikke lige var færdig med at interviewe ham, når bandet lagde ud, hvorved man manglede Basies igangsættende piano-indledninger.  Det var ret generende, og derfor ansatte man Charles Thompson til at klare ærterne, når Basie selv var forhindret. “Men nu har vi jo altså en Count til at lede os”, sagde orkestermedlemmerne, “og så kan vi da ikke have hvilken som helst bonderøv til at vikariere” – hvorfor han blev døbt ‘Sir’ Charles.
Bortset herfra er Thompsons improviserede klaversoli ofte rene kompositioner i sig selv.
Harry “Sweets” Edison, Coleman Hakwins, Sir Charles Thompson, Jimmy Woode og Jo Jones.
https://www.youtube.com/watch?v=Jzpr6ydi7_Y&t=523s   

20.

Clark Terry-Bob Brookmeyer Quintet, BBC “Jazz 625”, London, 21. februar 1965.
Humphrey Lyttelton mc.
Tænk, at dette anglo-amerikanske TV-klip allerede er 60 år siden – stadig lige vedkommende.
Og briterne bidrager aldeles glimrende i takt med, at nervøsiteten aftager.
I den amerikanske kvintetudgave var det amerikanerne Roger Kellaway, Bill Crow og Dave Bailey, der satte temperaturen på kogepunktet og mellem 1962-65 heldigvis indspillede en række storslåede LPer.
Hvilke man absolut bør aflytte.
Clark Terry, Bob Brookmeyer, Laurie Holloway, Rick Laird og Allan Ganley. 
https://www.youtube.com/watch?v=9VIsJxudYsk

21.

Count Basie and his Orchestra, BBC/FOUR TV, “Soundstage”, London 18. september, 1965.
Det var lige omkring denne tid, at Sonny Payne skulle fratræde. Adskillige janitsharer afløste – Irv Cottler, Louie Bellson, J. C. Heard, Grady Tate, ja selv Sonny Payne i nødstilfælde – indtil Rufus Jones blev fast ankermand. “If you can’t sleep, don’t count sheep – count Basie!” – her er man vist sikker på at holde sig vågen.
Wallace Davenport, Sonny Cohn, Al Aarons, Phil Guilbeau, Grover Mitchell, Henderson Chambers, Al Grey, Bill Hughes, Marchal Royal, Bobby Plater, Erik Dixon, Eddie ”Lockjaw” Davis, Charlie Fowlkes, Count Basie, freddie Green, Norman Keenan og Rufus Jones.
https://www.youtube.com/watch?v=hHMYhajNtNg

22.

Louis Armstrong and His All Stars
Fra filmen ‘The Strip’, filmoptagelser 26-29. december 1950 hos MGM Studios, Hollywood, California.
Musik bl.a. af Pete Rugolo. Optaget i natklubber som ‘Mocambo’, ‘Ciro´s’, ‘Little Hungary’, og ‘Stripps’.
Melodien ‘A Kiss to Build a Dream On’ nomineret til en Academy Award. Udsendt august 1951.
På filmstrimlen ses William Demarest som mc/pianist. Lloyd Pratt, sbs. Hal ‘Smokey’ Stover, dms.
Der findes andre klip fra denne film på YouTube (bl.a. hvor Mickey Rooney ses bag trommerne).
Musikken spilles af Louis Armstrong, Jack Teagarden, Barney Bigard, Earl Hines, Arvell Shaw og Cozy Cole.
https://www.youtube.com/watch?v=zzlb64Ee3pw
https://www.youtube.com/watch?v=RDRZSXA0k8s

23.

Bing Crosby med Louis Armstrong and His All Stars
Fra filmen ‘High Society’ baseret på skuespillet ‘The Philadelphia Story’ af Philip Barry.
Filmoptagelser jan-mar 1956 i Newport, Rhode Island. Udsendt af Metro-Goldwyn-Mayer 17. juli.
Der findes andre klip fra denne film på YouTube (bl.a. indledning/slutning, som er med Armstrong+band).
Musik/lyrik Cole Porter, arrangementer Nelson Riddle. Louis Calhern annoncerer Bing Crosby, Louis Armstrong, Trummy Young, Edmond Hall, Billy Kyle, Arvell Shaw og Barrett Deems.
https://www.youtube.com/watch?v=26TIfLT-1Xk

24.

Louis Armstrong med Kid Ory and His Creole Jazz Band
Disneyland, Anaheim, Californien, 1962.
Filmet til produktionen “Disneyland After Dark” ombord på Riverboat ‘Mark Twain’, udsendt første gang den 15. april 1962. ‘Disneyland Amusement Park’ ligger  45 km sydøst for Los Angeles og blev indviet i 1955.
Armstrongs originale HOT FIVE (1925-28), som LouisA henviser til, var udelukkende et
studie/grammofonorkester, og det spillede i sin tid kun officielt til et par koncerter i Chicago. 
Her genforenes Armstrong med 2 af sine gamle kolleger, nemlig Kid Ory og John Alexander St. Cyr. Den medvirkende pianist Harvey Brooks spillede også en del med Armstrong sidst i 1920’erne, i de større orkestre.
Louis Armstrong, Mike Delay, Kid Ory, Paul ‘Polo’ Barnes, Harvey Brooks, Johnny St. Cyr, Alton Redd og Monette Moore. Ukendt bassist, som kun høres men ikke ses.
https://www.youtube.com/watch?v=2RSgoV92Z8w

25.

I dag er det vintersolhverv, kun 7 timers dagslys – må de kommende lysere tider også skue mod fredeligere horisonter. Hør Hoagy Carmichaels bevægende ‘Winter Moon’ indspillet for Galaxy i Berkeley, Californien, 3&4. september 1980.Altsaxofonisten Art Pepper i enestående fortolkning. Arrangør/dirigent Bill Holman. Art Pepper, Stanley Cowell, Howard Roberts, Cecil McBee, Carl Burnett.Koncertmester Nathan Rubin, strygere John Tenney, Dan Smiley, Greg Mazmanian, Maurice Anderson, Clifton Foster, Audrey DeSilva, Elisabeth Gibson, Stephen Gehl, Emily van Valkenburgh, Sharon O’Connor, Mary Ann Meredith, Terry Adams.
https://www.youtube.com/watch?v=bYfQIfcTiiQ

26.

Hermed takker vi årets læsere/lyttere med en superbordbombe til aftenens fest: Benny Goodman and His Orchestra. Columbia Broadcastings “Ed Sullivan TV-Show”, New York, 19. juni 1960.Denne sublime konstellation er reelt en fusionering af Red Norvos rytmegruppe med Goodmans blæsersektion. The good old swinging hot troopers.Hele bandet svæver ½ meter over gulvet i netop den sjældne euforiske rus, hvor musikken spiller sig selv.Solisterne uovertrufne. Arrangementet eksplosivt befordrende. Kort sagt: Det swinger som bare fanden.Jack Sheldon, Urbie Green, Benny Goodman, Jerry Dodgion, Flip Phillips, Red Norvo, John Bunch,Jimmy Wyble, Red Wooten og John Markham.
https://www.youtube.com/watch?v=mm2f3Djprv4

27.

Lydside fra spillefilmen “The Fabulous Dorseys”, Embassy Productions Inc., dir. Alfred Green. Optaget Hollywood 15. juni – 1. oktober 1946, udsendt 1947.Med denne forfriskende og opbyggelige indledning ønskes læsere/lyttere et forhåbentlig generelt fredeligere nyt år. Ziggy Elman, Tommy Dorsey, Jimmy Dorsey, Charlie Barnet, Art Tatum, George van Eps, ukendt bassist, Ray Bauduc.
https://www.youtube.com/watch?v=oSnTLdctlJM

1 (2026).

Godt Nytår – allermindst. Klodens skændige alvorssituation har brug for et opbyggeligt og vægtigt musikindslag, der peger frem mod større horisonter. Og hvad skal man dermed præsentere? Det ku’ vel forholdsvist nemt løses med et af de markante verdensnavne?Hvor er det dog tyndet ud blandt heltenes rækker – tænk, hvad man kunne høre live ude i byen ‘i gamle dage’.Tjo, den ærværdige hjemlige scene skranter ligeså. Og ak, alt det, man har taget alt, alt for givet til evig tid?Som man nu heller ikke en gang kan høre mere – henne om hjørnet og nede i kælderen. Skues der agterud i mindegeledderne, er det immervæk utallige gange, man er svævet hjem på en selvbærende sky. Måske tillige hjulpet lidt på vej af en omsorgsfuld blanding af ‘grøn’ omstilling og æterisk rus. Men med ny energi til den kommende uges ikke synderligt rytmiske slid og slæb.Man bladrer lidt fraværende i LP-dyngen. Ah, dér er den jo – Niels Jørgens Beattabernakel. Med ‘Wait around’ – det helt unikke blåst på den skive. Hen på pladetallerkenen med den.Uh uh, tids-ekkoet runger og tilbagebliksglimtene presser lige pludselig på som en malstrøm. Man erindrer den, og det, og ham, og dem… og de sene aftener her og der, hvor taget løftede sig. Eller de euforiske Bristol jam sessions, hvor han modtog sit ridderslag saxgruppeflankeret af Dexter Gordon og Ben Webster. Eller dengang, han solo hyldede en kær kollega med ‘Over the Rainbow’ som et himmelhvælv ude i Carl Jacobsens mausoleum i Valby.Eller – hey, lydvældet fra ‘Wait Around’ spinner betagende ud i stuen. Definitivt – ingen anden kunstnerisk fortolkning synes ønskelig. Storladent – indlevelsen, overblikket, lyden, betoningen, foredraget, livtaget, dybden … suset. Niels Jørgens fagre tonedigt folder sig ud og Hugos silkebund smyger sig nedenunder uendeligheden.Det er med ét tindrende indlysende, at man netop lytter til et såre markant verdensnavn. Om end rundet af Webster’s Dictionary, så alligevel enestående.
Jesper Thilo.
Som i forgangne år har måttet trække sig tilbage. Sygdomsulykkeramt. Jesper, du venter ikke længere around – og i storstadens musikalsk forkælede stændersamfund var vi lidt for skødesløse med bifaldet. For du var der jo altid, på rette sted i rette tid, så langt tilbage man kan skimte i tobakstågerne. NU må VI huske, medens TID forhåbentlig ER, at sige tak for alle regnbuerne.Hør, og hør efter, Jesper Thilo, Niels Jørgen Steen, Torben Munk, Hugo Rasmussen og Ove Rex.Det vil være ganske naturligt, hvis sidelyset glimter en smule i øjenkrogen. Årets plade, hvert år …!
https://www.youtube.com/watch?v=S7o1kOBHH5k&list=RDS7o1kOBHH5k&index=1

2.

Ella Fitzgerald Sings the George & Ira Gershwin Song Book. Dette nummer indspillet 8. januar 1959.Producer: Norman Granz. Nelson Riddles Orchestra. Arrangør & dirigent: Nelson Riddle.Hele produktionen omfatter fire Verve-albums med omkring 43 melodier i alt.Ella Fitzgerald vokaliserer som aldrig før eller siden – svæver ubesværet afsted på et pragtfuldt tonehvælv.Riddles multifacetterede satintæppe rummer så mange obligatlag, at der ingen ende er på idéerne.Det er uundgåeligt, at baggrundsvirkemidlerne repeteres et par gange i så omfattende et projekt.Men alt i alt smukke udvidede harmoniseringer – fabelagtigt. Intelligent og meningsfuld lyrik. Gåsehud!Og høj humoristisk interaktion mellem Ella og solisterne, når lejlighed byder sig.Endnu et af Granz’ overdådige initiativer – denne banebrydende og fortjenstfulde jazzmand.Granz besøgte Ira Gershwin efter udgivelsen og medbragte alle 4 albums. Ira & George var sjældent helt tilfredse med andres indspilninger af deres værker. Men Ira påhørte samtlige 43 tracks fra ende til anden uden afbrydelse, hvorefter han bemærkede: “What a diction!”Det anbefales på det kraftigste at aflytte alle indspilninger fra disse Gershwin-sessions (jan-aug 1959).Besætningen (her hovedsageligt strygere) kendes ikke, men iblandt Don Fagerquist, Bob Cooper og Alvin Stoller. 
https://www.youtube.com/watch?v=uYa9wMcTnos&list=RDuYa9wMcTnos&start_radio=1

3.

Sonny Burke og Lionel Hampton co-komponerede denne smukke melodi. Johnny Mercer skrev lyrikken.Den første indspilning (Los Angeles, 10. november 1947, Decca) med Hamptons band havde, trods foredraget som ballade, næsten be-bop akkompagnement.Hamptons udgave blev mageløst tilpasset den indledende New York City Montage sekvens til Bernardo Bertoluccis spillefilm “The Sheltering Sky”, Warner 1990, med John Malkovich og Debra Winger. Storslået fotograferet af Vittorio Storaro, der også filmede en række andre episke værker. Resten af filmmusikken er ligeledes særdeles fængende, men uden jazzrelevans.Den nærværende udgave er med Carmen McRae akkompagneret af Ralph Burns Orkester.McRaes stemme passer unikt til lyrik/melodi, og hun skaber et uovertruffent mesterværk. Indspillet New York 28. december 1955 for Decca.Ukendt besætning, dog inkl. Joe Wilder, Al Klink og Burns (arrangør & dirigent).
https://www.youtube.com/watch?v=BlHMMrTPu5E

4.

Duke Ellington i Paramounts Eastern Service Studios i Astoria, Long Island – optagelse for Paramount, one-reel-short ‘A Bundle of Blues’, den 23. maj 1933. 
Først (nedenfor) en ekstraordinær ‘ren’ udgave af ‘Bugle Call Rag’ med Cotton Club danserne Bessie Dudley (1904-99, i hvidt outfit) og Florence Hill (1911-93, sort tricot). Bemærk især Freddie Jenkins’ showmanship – en attraktion i sig selv. Derefter hele filmen/al musikken i original form.
Duke Ellington and his Orchestra – Ellington ændrer markedsføring og er nu i tidsfasen mellem ‘Cotton Club Orchestra’ og ‘Famous Orchestra’. Efter et langvarigt samarbejde afsluttede Ellington endegyldigt jobbet som husorkester i ‘Cotton Club’, New York, den 3. februar 1931 (den 4. februar begyndte Cab Calloway som fast bandleader). The Washingtonians åbnede oprindeligt søndag den 4. december 1927 i den indledende Cotton Club Revue (King Oliver fik første bud, men afslog), og havde i al den tid fast radiotransmission hver mandag 24.00-01.00 og lejlighedsvis også dinner music fra kl. 18.00-19.00. 
’Variety’ anmeldte: “Ellington and his heated jazzoperators from the Cotton Club in Harlem are not as ‘dirty’ as they are of midnights, such as Monday when broadcasting during dinner sessions. They lean more to the ‘sweet’ type of syncopation but can’t refrain from slipping in a real wicked ditty off and on”.
DE havde derefter en lang række ugelange engagementer i teatrene Lafayette, Douglas, Paramount, Rockland Palace (alle NY); var på turné for at promovere Paramount filmene ’Check and Double Check’ og ’Playboy of Paris’, derefter teatrene Oriental, Metropolitan (Boston), Regal, Uptown, Paradise, retur til Oriental (alle Chicago), hvorefter Midtvesten og til sidst Vestkysten m.m. 
Uanset offentlighedens bestyrtelse over DEs opsigelse hos Cotton Club var efterspørgslen (berømmelsen) og dermed formentlig hyren stærkt tiltagende. I marts 1931 tiltræder Ivie Anderson som fast sangerinde. Primo 1931 er kalenderen fyldt med pladeoptagelser, også under pseudonymer som Whoopee Makers, Jungle Band og New York Syncopators. Aktiviteterne så omfattende, at Victor må pladeindspille i Chicago-studiet. 
Adskillige battles med McKinney’s Cotton Pickers og Fletcher Henderson’s Orchestra i øststaterne. Fra februar 1932 ændrer Victor pladeetiketpåskriften til ’DE and his FamousOrchestra’. Flere og flere berømte solister optræder og indspiller med DE, f.eks. Bing Crosby den 11. februar 1932. En måned senere tiltræder Lawrence Brown og hver blæsersektion har nu nået sin faste form med en række enestående solister. 
I foråret 1932 spilles et større antal one-nighters, hvilket indikerer et markant jobhonorar til dækning af øgede rejseomkostninger – Irving Mills telefonlinjer må gløde uophørligt. I december 1932 medrivende session med Mills Brothers. Tilbagevendende kortere gigs i ’Cotton Club’. Radiotransmissionerne tiltager. Jenkins måtte desværre træde tilbage pga lungesygdom (derefter kun delvist aktiv) og blev afløst af Rex Stewart.
Freddie Jenkins, Cootie Williams, Arthur Whetsol, ‘Tricky’ Joe Nanton, Juan Tizol, Lawrence Brown, Duke Ellington, Sonny Greer, Benny James (stand-in for Freddie Guy), Wellman Braud, Otto Hardwick, Harry Carney, Johnny Hodges, Barney Bigard, Ivie Anderson.
https://www.youtube.com/watch?v=RgcJyZA-rrE
https://www.youtube.com/watch?v=s_GTfl8Hhc8

5.

Lady Gaga (Stefani Joanne Angelina Germanotta, 1986-) & Tony Bennett (Anthony Dominick Benedetto, 1926-2023). 
Indspillet for Streamline i studie i enten Astoria, NY eller New York, 2014.
Der er ingen grund til at forstyrre musikken med en lang tirade om det ene og det andet – alle kender formentlig det længerevarende og vellykkede samarbejde, der fandt sted mellem disse to personligheder for trods alt ikke så længe siden. Alt går op i en fuldendt enhed … Lady Gaga optrådte i København 2017.
Lady Gaga, Tony Bennett, Mike Atkinson, Bob Carlisle, Nancy Billman, Theo Prinnis, Stewart Rose, Diane Lesser, Paul Horn, Pamela Skar, Katherine Fink, Pavel Vinnitsky, Barbara Allen, Susan Jollies, Tom Ranier, Gray Sargent, Marshall Wood, Harold Jones, ukendt strengesektion dirigeret af Jorge Calandrelli.
https://www.youtube.com/watch?v=O1OdWOLWeCM&list=RDO1OdWOLWeCM&start_radio=1

6.
Oscar Peterson. Interview antagelig april/maj 2005.
”Niels didn’t play the bass, Niels was the bass …”
https://www.youtube.com/watch?v=dbR9q-P5WD4

Oscar Peterson and Ben Webster.
84th NDR Jazz Workshop, Funkhaus Studio II, Hannover. 14th December 1972.
Tja, hvad skal man sige – det var lidt for meget en selvfølge, medens det var en selvfølge.
Det er det som bekendt desværre ikke længere…
Ben Webster, Oscar Peterson, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Tony Inzalaco.
https://www.youtube.com/watch?v=uhVwDgHmHEg

Oscar Peterson Trio. Bern Jazz Festival 27. April, 1986.
Oscar Peterson, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Martin Drew.
https://www.youtube.com/watch?v=_fFNOl5XVkE

Oscar Peterson Quartet. ‘A Night in Vienna’. Koncert Musikverein, Wien, 21. november, 2003.
Desværre foreligger koncerten ikke i komplet udgave. OP har endnu engang fået overtalt NHØP og Martin Drew til et samarbejde. Quartet-udgaven med guitar løfter det hele til en endnu højere overjordisk sfære.
Og endnu engang er repertoiret fornyet – trods Petersons sygdom så smukt og æterisk udført som ingensinde før. Blandt andet et Requiem for Norman Granz, der døde den 22. november 2001.
Oscar Peterson, Ulf Wakenius, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Martin Drew.
https://www.youtube.com/watch?v=grlOOUPNfJc

Oscar Peterson Quartet. Montreal International Jazz Festival 2004.
Oscar Peterson, Ulf Wakenius, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Alvin Queen.
https://www.youtube.com/watch?v=R-rfw_Oq5_w

En af Oscar Pettifords fine be-bop melodier.
Først udgivet som Trictatism på Bethlehem, hvor noteforfatteren oven i købet gør opmærksom på,
at den korrekte titel er Trichtrotism (hvordan det så har kunnet lade sig gøre)?
Lucky Thompson udgaven staves Tricrotism. Den mest kendte stavemåde er Tricotism,
som her er blevet til Tricostin.
Joe Pass og Niels-Henning Ørsted Pedersen.
https://www.youtube.com/watch?v=JoH48Yyuwy4

7.
’Lyden fra Montmartre’ 1959-76
Hvor har man været heldig at opleve alt dette – og meget mere – efter egen lyst og så langt økonomien og fritiden rakte. Udsendelse ex DR, ikke særlig komplet – men alligevel et fængende billede af epoken.
Plus et lille udvalg af Klaus Albrechtsens vignetter, der udspyede jazz til alle tider.
https://www.youtube.com/watch?v=jFSMM24fxW0

8.
Da Ib Glindemann i 2019 blev syg og indlagt på hospitalet, sagde lægen til ham: ”Hr. Glindemann, vi har
behov for at tage nogle flere blodprøver og andre tests ved hjælp af kontrastvæske og lignende – er der noget, De er overfølsom overfor?”. ”Ja, Country & Western!”
Hank Garland, “Jazz Winds from a New Direction”, Nashville, Tennessee, 23. august 1960.
Vel, man har da respekt for Ibs synspunkter, men der var nu nogle c&w folk, der på heldig vis konspirerede med jazzen, bl.a. en mand som Walter Louis ’Hank’ Garland. Han spillede med Elvis Presley, Brenda Lee, Ronnie Hawkins, Roy Orbison, Conway Twitty, Patsy Cline og mange andre, medvirkede på en række store hits, og havde dermed økonomi til afstikkere mod andre genrer. Derfor havde han havde tillige været i New York for at spille med George Shearing og Charlie Parker.
Også en gruppe andre c&w folk fra The Nashville ’A-team’ brugte jazzen til at slappe af med, når dagens
udkomme var tjent hjem, f.eks. i Nashvilles ’Carousel Club’, hvor man kunne høre Chet Atkins, Floyd Cramer, Boots Randolph, en helt ung og ufuldendt Gary Burton, Buddy Harman m.fl. Victor RCAs tekniker havde ofte optageudstyr kørende, og en dag indspillede en af jam-grupperne et sæt numre, der blev fundet værdige til udgivelse; en blues fik titlen ’Riot Chorus’. Man fremtrådte også på Newport Festival.
Let, luftigt, elegant, idérigt, swingende … Garland skadet i bilulykke 1961; kunne ikke mere spille offentligt.
Hank Garland (1930), Gary Burton (1943), Joe Benjamin (1919) og Joe Morello (1928).
Og ja, det er gamle Joe Benjamin fra Duke Ellington sammenhæng og utallige progressive konstellationer –
han er, som det ses, så langt gruppens nestor.
https://www.youtube.com/watch?v=7Nw3KWyVCsM