I den fine serie med den danske swingløve Leo Mathisens musik er vi nu nået frem til årene 1942 og -43, hvor han og hans orkester slog gækken løs i det krigsramte københavnske natteliv for fulde huse og til den ældre generations forargelse.

Om tiden og indspilningerne kan man læse i den medfølgende fine og fint illustrerede booklet, der kommer godt omkring.

Men det er stadig musikken, der er det væsentligste, og den har bestemt sine øjeblikke. Mathisen spiller et godt stride klaver, og det kører i det hele taget ganske godt. Det er ikke de store solistiske præstationer, men trompetisten Erik Parker får da lukket lidt luft ud indimellem og demonstrerer et fint swing.

Pladen indeholder imidlertid også en hel del ting, der alene har historisk interesse. Men den er der så sandelig også masser, der besidder, hvorfor udgivelsen må hilses velkommen.

Og hvor er det fint, at nogen gider gøre arbejdet med at dokumentere denne periode i danske jazz’ udviklingshistorie.

(Henrik Palle i Politiken – okt. 2008)

Little Beat Records – det lille vigtige selskab, der især koncentrerer sig om udgivelser med ældre historiske danske jazzindspilninger udkom her i efteråret med vol. 5 i sin Leo Mathisen-serie. Vi er midt i den gyldne swingtid under krigen og møder i denne ombæring Leo Mathisen i andre roller end den vanlige med cigaren, hatten og jazzshowet påvirket af bl.a. Fats Waller. Den musik er selvfølgelig også repræsenteret, men vi oplever også mere seriøse sider af hans talenter bl.a. som arrangør og komponist for større besætning end hans normale lille orkester – f.eks. en fin session fra studiet i Frimurerlogen i Klerkegade den 13. juli 1942, hvor man indspillede hans egen Long Shadows.

Blandt øvrige highlights er duetterne med en anden af tidens store pianister, Kjeld Bonfils. En længere periode i 1942 var Leo Mathisen ikke på sit faste tilholdssted München, men i stedet i et lokale over Zigeunerhallen, der blev kaldt for Hot Spot. Det blev udødeliggjort i nummeret Hot Spot Blues indspillet november 1942, hvor man får præsenteret endnu en side af Leos talent – denne gang på, hvad der i hans orkester blev kaldt for kanadisk skovbasun. Hvor Long Shadows var påvirket af Ellington, er det i hvert fald inspirationen fra Count Basie, der præger Hot Spot Blues.

Med ti sessions, ialt 29 numre og en spilletid på næsten 78 minutter er det selvfølgelig ikke alt materiale, der holder lige godt i dag. Men det er et fascinerende indblik i Leos jazz-aktiviteter gennem halvandet år. Som altid en forbilledlig produktion med fornem lyd og en indlagt 32 siders booklet med gode uddybende noter om perioden og musikken og desuden med interviews, billeder og en gennemarbejdet diskografi tilføjet supplerende noter på engelsk. En stor tak til idealisterne bag Little Beat, som med udgivelser som denne er med til at sørge for at arvesølvet bliver pudset af og får en så flot præsentation som her.

Ole Matthiessen

Jazz Special # 108 (april/maj 2009)